Mandeklubben i Dyrup Kirke

Mandeklub i Dyrup Kirke

Som noget nyt etablerer Dyrup Kirkes menighedsråd i samarbejde med frivillige en mandeklub i Dyrup Kirke.

Rammerne for klubben er endnu ikke helt klart defineret, dem ønsker vi nemlig at definere sammen med brugerne.

Vi er kommet så langt som til, at vi mødes hver anden onsdag i Dyrup Kirke kl. 10.00.

Kirken sørger for brød, ost og smør, samt kaffe og te.

 

Der er plads til samtale, historiefortælling, fællessang, gåture, petanque, virksomhedsbesøg eller foredrag.

 - Vi glæder os til at se hvad det udvikler sig til.

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte personalet i kirken eller kirkeværge Poul Verner Jensen 2173 4521 eller Bjarne Friis Rasmussen 2143 8455

Så kom og vær med og tag gerne en ven med!

 

Det er i de lige uger mændene mødes.

 

Onsdag den 16. september: Foredrag ved Egon om Vindmøller

Onsdag den 30. september: kaffe og samtaler

Onsdag den 14. oktober: Poul Verner Jensen står for underholdningen:0)

Onsdag den 28. oktober: kaffe og samtaler

Onsdag den 11. november: Ib Erik Jensen fortæller om ekspedition til Sydpolen.

Onsdag den 25. november: kaffe og samtaler

Onsdag den 09.december: Fællessang og julelækkerier

 

Hermed lidt information om foredraget ved Ib Erik Jensen den 11. november.

Liv og død i kampen om Antarktis! Kan vi lære noget af fortidens helte?

 

Shackleton, Scott og Amundsen var pionerer, vovehalse og ledere i kampen om Antarktis.

For 120 år siden var det polarforskningens guldalder, og de tre kendte polarforskere opnåede alle heltestatus.

Det gjorde de på trods deres vidt forskellige resultater og tilgange til ledelse og samarbejde under ekstreme forhold.

 

For at blive det første menneske på Sydpolen skulle der udstås ekstraordinære strabadser. Den polarforsker og den nation, der kunne stille med det rigtige hold og gennemføre en ekspedition til Sydpolen og komme sikkert hjem igen, ville vinde evig hæder. Og måske sikre store ressourcer, geopolitisk indflydelse og bidrage med vigtig viden om det sidste kontinent, der endnu i begyndelsen af 1900-tallet var ukendt land.

 

Historien om Scott og Amundsens race til Sydpolen er kendt af mange. Amundsen kom først, og hele Scotts hold inklusive ham selv døde af udmattelse, kulde og sult på hjemvejen fra Sydpolen.

Historien fænger stadig og er vigtig. Ikke mindst pga. de to kombattanter og deres respektive holds meget forskellige baggrunde og tilgang til opgaven.

 

Det var datidens moderne teknik kontra overlevelsesstrategier fra inuitterne. Top-Down ledelse kontra involvering og teamfølelse.

I foredraget vil jeg sammenligne de to ekspeditionsledere med Shackleton, der i forsøget på at blive den første, der sammen med sit team kunne krydse Antarktis tilbage i 1914 - 16, udstod vanvittige strabadser og reddede hele sit hold sikkert hjem. Against all odds.

 

Hans metode er senere blevet kendt som "The Shackleton Way".

Vel mødt!

 

Ib Erik Jensen

Speciallæge i radiologi. Har arbejdet i mange år i sundhedsvæsenet som læge og leder.

gule, røde og brune blade fra hjertetræet
Paradisæbler på gren
kirkens tag med kors

   Kommende aktiviteter